Stress og overspisning

Langvarigt stress kan få os til at spise mere

Vi spiser mere især af søde sager, snacks og fast food, når vi er stressede. Det skyldes tresshormonet kortisol, der øger vores præference for sødt og fedt. Men også at søde sager stimulerer belønningssystemet i hjernen. Dermed dæmpes den ubehagelige følelse af stress, men kun kortvarigt.

Samtidig hæmmer stress vores selvkontrol. Vores ’fornuftsbremse’ virker ganske enkelt ikke så godt, når vi er stressede.

Især overvægtige kvinder ser ud til at spise mere i forbindelse med stress. Samtidig er de tilsyneladende generelt mere følsomme over for ydre signaler som syn og duft om fx søde sager– og især, når de er stressede.

For megen selvkontrol!

Nogle kvinder udøver for meget selvkontrol, når det handler om mad og vægt. Det gælder de såkaldte restrained eaters. De undgår typisk madvarer, som de opfatter som usunde og dermed forbudte, enten for at tabe sig eller undgå at tage på. ’Restrained eaters’ ser ud til at spise mere i forbindelse med stress, hvorimod de spiser mindre under normale, ikke-stressende betingelser. De bruger mange mentale kræfter på at opretholde den strenge kontrol og prøver ihærdigt at undgå tanker om forbudt mad. Det trætter selvkontrollen – og det ender med, at de giver efter og spiser ’det forbudte’. De havner i en ond cirkel, hvor streng kontrol veksler med kontroltab. Sandsynligvis er den strenge kontrol også i sig selv en stressfaktor.

Kombinationen af højt stress-niveau, en høj tilgængelighed af søde sager, snacks og fast food og et stigende fokus på den slanke krop som idealet udgør en ’giftig’ cocktail, der øger risikoen for overvægt.