
Sådan håndterer du julemånedens fristelser
Blogindlæg udgivet den 4. december 2019
Julen kan være svær at komme igennem med alle dens fristelser og traditioner. For mange starter julen allerede lige efter efterårsferien, hvor al juleslikket lander på hylderne i supermarkedet. Og i hele december er kalenderen spækket med aftaler om gløgg og æbleskiver, julefrokoster, småkagebagning og konfektlavning. På arbejdspladsen står der slik fremme hver eneste dag.
Hvordan kommer du igennem uden at tage adskillige kilo på?
Sørg også for at få tænkt juleferien igennem i god tid, inden den starter. Hvor plejer det at gå galt? Hvor gemmer fristelserne sig? Hvad vil du nødigt undvære? Og hvad spiser du, bare fordi det plejer du, eller fordi det var der? Tag så en beslutning om, hvad du vil vælge til og fra. Opstil derefter en plan for, hvordan du vil sikre dig, at du overholder din aftale med dig selv.
Traditionen med at bage småkager med børnene er god og hyggelig, men vent måske til midt i december. Når bagningen er overstået, så sæt jer ned og smag på de lækre kager. Og gem så resten væk til juledagene. For børnene er det ofte processen, der er hyggelig. Men for dig bliver det en kamp at holde fingrene fra småkagerne, hvis dåsen står i køkkenskabet.
Du behøver måske heller ikke takke ja til æbleskiver, hver gang du bliver budt. Det er med stor sandsynlighed samme slags fra supermarkedet, så du går ikke glip af noget ved at springe over. Prioriter fx de hjemmelavede. Når du står foran en overdådig julebuffet, handler det om at skabe overblik og vælge det, du allerhelst vil have, og som du ikke får resten af året. Og husk at spise langsomt – med nærvær og nydelse. Og det samme med slikfadet. Vælg det, der i særlig grad hører julen til fx den hjemmelavede marcipankonfekt. Lakridskonfekt og Quality Street kan du få året rundt. Husk: Det bliver jul igen – det er ikke sidste chance!
Det vil være en god idé at holde fast i de gode rutiner, som du kender fra din hverdag. Lad være med at springe måltider over. Det resulterer bare i, at du bliver alt for sulten og kommer til at spise for meget til næste måltid. Og tænk på, hvordan det samlede kaloriebudget ser ud. Hvis du ved, at aftensmaden bliver ‘dyr’ kaloriemæssigt, kan du spare op i løbet af dagen ved at satse på kalorielette måltider. På den måde holder du dig inden for kaloriebudgettet.

Efter juleferien
Efter en dejlig juleferie afslører din badevægt måske, at du har taget et par kilo på. Og hvad så?
Start med at stille dig selv spørgsmålet. ‘Var det det værd?’ Er svaret nej, vil du sandsynligvis bruge lang tid på at fortryde og tænke en masse negative tanker: ‘Jeg burde ikke have spist så mange julesmåkager og æbleskiver eller juleslik’. Du begynder at dunke dig selv oven i hovedet og fortæller dig selv, hvor håbløs du er til at holde igen og sige nej tak. Alt dette fører imidlertid kun til én ting, nemlig dårligt humør. Og det er et skidt udgangspunkt for at starte på en frisk. Mange håndterer nemlig dårligt humør ved at spise fx søde sager.
Hvis de ekstra kilo ikke var det værd, så er det bedste at lære af dine fejltrin. Spørg dig selv: ‘Hvad kan jeg gøre bedre næste december’’ Det handler om at træffe bevidste valg, at prioritere sine kalorier og at vælge mindre og bedre.
Hvis svaret på spørgsmålet derimod er: ‘Ja, jeg har nydt det hele i fulde drag! Men nu er det januar, nu gælder det om at komme tilbage ‘på sporet’, så har du et rigtig godt udgangspunkt. Sørg for at komme af med de ekstra kilo hurtigt efter ferien. For ellers har de for mange en tendens til at blive siddende. Og under næste ferie kommer der yderligere et par ekstra kilo til.
Læs flere indlæg fra Mad & Psykologi – se mere på bloggen
Forfatter
Indlægget er skrevet af Inge Vinding
– Ejer af Mad & Psykologi
Inge er uddannet psykolog og klinisk diætist. Hun har mange års erfaring med at arbejde med overvægt, forstyrret spisning og spiseforstyrelser.
Inge har klinik i Ry og Aarhus C.
… Og så elsker hun flødeboller, Provence og hunde.